Artikler

Hjælpemidler til ældre: 5 forslag som øger livskvaliteten

Efterhånden som vi ældes, holder kroppen som bekendt op med at kunne det samme som før. Det kan give nogle unødvendige forhindringer i hverdagen, som dog relativt nemt kan afhjælpes med hjælpemidler.

Efterhånden som vi ældes, holder kroppen som bekendt op med at kunne det samme som før. Det kan give nogle unødvendige forhindringer i hverdagen, som dog relativt nemt kan afhjælpes med hjælpemidler. 

5 hjælpemidler til ældre

At blive ældre er ikke et handicap, men der er ikke nogen grund til at sidde hjemme og være hæmmet i sin hverdag, eller måske ligefrem ængstelig fordi kroppen ikke har samme evner som før. Her er 5 gode forslag til hjælpemidler mod følgerne af at blive ældre.

1. Otiumstol

En otiumstol er en skøn forbedring i hverdagen for mange ældre. Stolen har en eller flere motorer, så man kan få hjælp til at rejse sig op, eller få løftet benene til en behagelig siddestilling. Otiumstole fås i mange udgaver, og helt sikkert også en der stilmæssigt passer ind i dit hjem. 

2. Toiletforhøjer

En toiletforhøjer er en god hjælp, hvis det er svært at rejse sig fra toilettet. En toiletforhøjer kan fås med og uden armlæn, som fungerer som håndtag der gør det endnu nemmere at rejse sig op. 

3. Trappelift

Trappeliften er en fantastisk hjælp til dem som får svært ved at klare trapperne med alderen. Den gør det muligt at blive boende i sit eget hjem, selvom trappen er begyndt at være en ubehagelig forhindring. Trappeliften tilpasses til både brugeren og trappen, og fås både i udgaver til udendørstrapper og trapperne inde i huset.

Læs også: Hvad koster trappelifte?

4. Lup

Med alderen er det normalt at synet bliver dårligere, og her kan en god gammeldags lup være en uvurderlig hjælp. Luppen er dog også videreudviklet, så den i dag fås i mange forskellige udgaver. Man kan få lup til fjernsyn, håndarbejde, læsning med mere. Nogle luppe har indbygget lys, og det bør man overveje at anskaffe, hvis luppen skal bruges steder med mindre god belysning. 

Der findes mange hjælpemidler til svagtseende, men luppen er en af de allermest anvendelige, næst efter briller. 

5. Hoftebeskytter

En hoftebeskytter gør det sværere at brække hoften hvis man skulle falde. Det er derfor et godt hjælpemiddel til ældre som har dårlig balance eller nedsat knoglestyrke. En brækket hofte er en alvorlig tilstand for ældre, da det er forbundet med en større operation og lang genoptræning. Det er derfor naturligt at gå rundt og frygte fald, men hoftebeskytteren er en nem forsikring, som kan fjerne meget bekymring. 

Læs også: Tips til forebyggelse af fald

Hoftebeskytteren er et par behagelige underbukser hvori der er indsyet skaller, som tager slaget ved et eventuelt fald på hoften. 

En hoftebeskytter er et meget nemt hjælpemiddel at anvende, og helt usynligt under tøjet. 

Hvad er velfærdsteknologiske hjælpemidler?

Velfærdsteknologiske hjælpemidler er maskiner eller software-programmer som kan kompensere for nedsatte evner hos en person. Det smarte ved velfærdsteknologi er, at der ikke behøver at være en anden person til stede, og brugeren bliver derfor mere selvhjulpen.

Eksempler på velfærdsteknologiske hjælpemidler kan være:

  • Robotstøvsuger
  • Høreapparat 
  • Spiserobot
  • Vaske/tørre toilet
  • Sensorgulv
  • Eksoskelet 
  • Trappelift

Hvad er kropsbårne hjælpemidler?

Når man taler om kropsbårne hjælpemidler er det personlige hjælpemidler der, som navnet antyder, bæres på kroppen. De kan have forskellige funktioner, som typisk skal kompenserer for symptomer som vand i kroppen, uhensigtsmæssig kropsholdning eller nedsat muskelstyrke. 

Eksempler på kropsbårne hjælpemidler er:

  • Støttestrømper
  • Korset
  • Protese 
  • Brokbind
  • Briller
  • Høreapparat 
  • Hoftebeskytter
  • Armslynge

Hvilke hjælpemidler findes til gangbesværede ældre?

Der findes primært 5 typer hjælpemidler til de mange ældre, som oplever at få sværere ved at gå med alderen:

  1. Rollator: En rollator er et oplagt førstevalg af hjælpemiddel, som kan udvides med forskellige funktioner. En rollator kan også udgøre en lille stol, som er dejlig at tage et hvil på undervejs – på den måde oplever mange, at de kan øge distancen på turen. En rollator er også praktisk ved indkøb eller andre bæreopgaver, da den typisk kan monteres med en kurv eller taske.
  2. Elscooter: En elscooter, som også kaldes en handicap scooter eller en trehjulet scooter, er god når man skal rundt i byen. Den kan tages med ind i butikker, og er kraftig nok til at klare dårligt vejr og en bakke. Elscooteren kan bruges af de fleste, og fås i udgaver der kører både langsomt og hurtigt.
  3. Kørestol: Når gangfunktionen helt eller delvist svigter, findes der heldigvis et større udvalg af kørestole. Helt fra den manuelle transportkørestol, til den eldrevne lænestol med stor komfort. En kørestol kan typisk tilpasses den enkelte, og man kan derfor opnå et hjælpemiddel, som giver stor livskvalitet trods handicap.
  4. Stok: En stok anvendes ikke så ofte mere, da rollatoren er langt mere praktisk og sikker. En stok kan dog også være en hjælp ved lettere funktionsnedsættelse. Stokken er god at læne sig lidt på, men egner sig ikke hvis man har problemer med balancen.
  5. Trappelift: Trappeliften er et af de hjælpemidler for handicappede som også bør nævnes her, mange ved nemlig ikke hvor nemt det er at få den tilpasset til hjemmet. Trappeliften kan dog også anvendes som et hjælpemiddel til ældre, som ikke nødvendigvis er handicappede, men blot utryg ved trappen. 

Hvordan får man tilskud til hjælpemidler?

Det første man bør gøre når man gerne vil ansøge om et hjælpemiddel er at kontakte sin kommune. I nogle tilfælde vil hjælpemidlet kunne anskaffes gratis for borgeren gennem kommunens visitation, mens man andre gange selv må punge ud. 

I dag findes der mange butikker som sælger hjælpemidler til ældre, også til private. Butikkerne yder ofte rådgivning, så man er sikker på at komme hjem med det rigtige hjælpemiddel.

Læs også:

Få hjælp til at vælge den rigtige stolelift

Årsager til svimmelhed hos ældre

Gode hjælpemidler til gigtramte

Forebyggelse af ensomhed hos ældre